onsdag den 12. juli 2017

Dag 3. Faxe Ladeplads til Rødvig i regn, regn og atter regn

Vi forlod sommerhuset i Bønsvig Strand, som har været vores hjem de sidste to dage på Jungshoved og satte i vores fuldtpakkede følgebiler kursen mod roklubben "Viking" i Faxe Ladeplads. Søsætningen af bådene forløb smertefrit i smult vande - vi blev bistået af en overmåde rar og venlig herre fra roklubben og kl 10.00 kunne vi forlade Ladepladsen med kurs mod Rødvig. Tunge truende lave regnskyer tårnede sig hurtigt op og fugtede os i stigende grad langs Faxekysten forbi Vemmetofte og Lund og godt to timer og 15 km efter afgang kunne vi drivende våde anduve Rødvig havn og trække bådene på land ved Stevns Roklub inderst i fiskerihavnen. Vi måtte dog først frigøre en bådevogn ved at løfte den gode båd "Sjælland" af og stille den på vore medbragte bådruller som hermed atter kom i brug. Lidt af et cirkus, men gennemført gesvindt og under lettere tumult.
Vi har tilbragt eftermiddagen i silende regn med sight-seeing (kirkerne i Højerup og Stevnsfortet) og café-besøg i Rødvigs omegn og har megen glæde af Stevns Roklubs fremragende faciliteter og gæstfrihed. Det er nu klaret op og i krystalkuglen kan vi se frem til en dag 4 med sol og gunstig vind. Om lidt står den på fiskefrikadeller og en hyggelig aften i Roklubbens fine lokaler med udsigt over til høje Møn.

Morgen på Bønsvig Strand


Bådene rulles ned til landingsstedet - idag i stille vand og med hjælp fra to ramper som klubben har til det samme.


Hængelåsen til kæden er forlængst rustet sønder og sammen



Regn...

...og regn...

...og atter regn, men smukt og stille vand...

...indtil vi nåede den sidste pynt før Rødvig


Udsigt fra Roklubben - nu skal bådene på land.








Det var det - "Sjælland" tilbage på bådevognen og ind i den tætpakkede bådehal.

Kaffe og planlæging af eftermiddagens aktiviteter.

Højerup gamle kirke





Højerup ny kirke



Kontekstuel arkitektur - kalksten og flint som klimaskærm


Fornem regional romantisk arkitektur. Kirken er tegnet i 1910 af ark Bojsen Møller, bror til den daværende sognepræst Tage Møller, hvilket må siges at understrege det regionale. 

Følgebilen i landlige omgivelser

Vores guide på den noget kølige tur på Stevns Fortet - danmarks koldkrigsmuseum.

Bundstykket på en af de 2 x 2 15 cm kanoner
http://www.kalklandet.dk/historie/stevnsforts-kanoner




Som det her fremgår vejer hver kanon over 9 tons og de er lavet i 1935 i Nazi-Tyskland

Der er kold (6-8 grader) i gangene i Stevnsfortet, men det er også smukt med de mangen alger i røde og grønne nuancer på bund af kalk og flint



Udsigt fra fortets "nødudgang"

2 stk 15 cm kanoner

Mobile Hawk-missiler
Andre foretrak en lunere beskæftigelse; kafebesøg i Store Heddinge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.