tirsdag den 18. juli 2017

Hold 8 Fra Dragør til ARK



Efter en nøje gennemtænkt plan skulle det kunne lade sig gøre at ro fra Dragør til Sydhavnen uden madpakke. En betænkelig affære, men det skulle prøves. Starten var derfor fastsat til kl. 10 fra Dragør. Resten af den historie må I lige vente lidt med.

Bådene lå præcis som vi havde efterladt dem, og takket være vores forfinede bæreteknik var de i vandet på få minutter. Kursen var også nemt sat: retning hjemad og til bagbord efter Lynettemøllerne. Dagens zoologiske oplevelse kom udfor DSB-terminalen, hvor en mink var ude at bade. Kort efter havde vi nakken tilbage, da AIR France kom drønende hen over vores hoveder. Desværre skulle franskmændene lande på bane 22R, ligger på den vestlige side af lufthavnen. De var derfor væsentligt højere oppe, end de plejer.

Ud for benzinøen meldte Birgits mave sig: får jeg ikke snart mad, dør jeg! Den fik at vide, at de manglende madpakker skulle kompenseres ved café Halvandet på Refshaleøen, så vi skulle bare lige hen til møllerne og til bagbord. Vel fortøjet ved caféens marina fik vi en fornemmelse af forladthed, ensomhed og tomhed. Der burde være knald på køkkenet på dette tidspunkt, men der var ikke en levende sjæl at se.

Efter et tvingende toiletbesøg lykkedes det at finde en mand, som kunne fortælle, at man da holder lukket mandag og tirsdag – og vi skulle redde Birgit inden… Et par forslag gående ud på nogle alternative caféer i nabolaget nød ikke fremme, og det sikre kort, Christianshavns Bådudlejning, blev nyt mål. Her lykkedes det – hjemlavede fiskefrikadeller, laksemadder, hønsesalat og kartoffelmadder kom på bordet, og Birgit fik farve i kinderne igen.

De sidste par kilometer til ARK blev tilbagelagt i et anderledes afdæmpet tempo, for der var et eller andet galt med bugspændingen. Og så blev vi mødt af et kærkomment syn – en ledig bådevogn, hurra! Nemt og bekvemt kom vi på land og fik Konditoren og Købmanden parkeret på græsset. ARK havde meget flinkt forsynet os med koden til nøgleboksen, så vi kort tid efter kunne slænge os i klubbens bløde møbler med termokaffe, chokoladekiks, og en lille øltastingmenu, som afslutning på en god dag.

I morgen ser vi frem til at lande i Hellerup kl. ca. 18.15, så vi afspadserer lidt om formiddagen og går først på vandet over middag.

Air France incoming


- og et øjeblik efter den næste


Inden om ved Amager Strandpark


Frokosten er overstået - alle er reddet


Så nåede vi endelig dagens mål


Langtidsroning og bløde møbler - det er sagen!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.